EGEMAR & CLAUSEN > Hammelstrupvej

Kategori: Hammelstrupvej

Klager over støj fra virksomheder.

Hvis du mener, at en virksomhed støjer mere end tilladt, skal du rette henvendelse til Kommunen, som kan hjælpe med at undersøge, om virksomheden støjer mere end der er i orden.

Bor du i Københavns Kommune skal du sende din klage via dette link

 

Hvor billigt må jeg sælge min andel.

Ved overdragelse af sin andelsbolig til et familiemedlem eller en person, man har interessesfære med, f.eks. en samlevende eller kompagnon, kan man frit sætte prisen lavere  end den lovlige maksimalpris, men man skal så være opmærksom på, at der kan være tale om en gave, således at der skal betales gaveafgift.

Ved handel med fast ejendom accepterer SKAT en prisansættelse, der svarer til den offentlige ejendomsvurdering +/-15%. Dette følger direkte af et cirkulære om værdiansættelse fra 1982.

Som andelshaver ejer man ikke sin egen bolig. Man ejer en andel af formuen i foreningen og dertil er knyttet en brugsret til en andelbolig. For andelsboliger gælder de samme regler derfor ikke. Sælges der ikke til den den pris, som maksimalt (lovligt) kan opnås, vil der være grundlag for SKAT til at nå frem til, at der er tale om en gave.

Man bør søge rådgivning hos egen advokat, eller man kan vælge at spørge SKAT inden overdragelsen. Det er muligt at få et bindende ligningssvar, hvor der bliver taget stilling til, om en overdragelsespris vil blive betragtet som en gave.

Der findes lovlige metoder til at man kan slippe for gaveafgifter ved f.eks. at en del af købesummen sker via et rente- og afdragsfrit gældsbrev, der så kan nedskrives af gavegiver ved årlige gaver, der holdes indenfor grænsen af afgiftsfri gaver. Dette kræver naturligvis at der udfærdiges et gældsbrev, ligesom det er klart, at gaverne skal gives hvert år, og gavegiver ikke på forhånd kan forpligte sig til at give disse.

 

Hvor længe må jeg beholde min lejlighed, efter jeg har købt en ny via den interne venteliste?

Når man køber en lejlighed via den interne venteliste, er det en betingelse, at man sætter sin egen lejlighed til salg, som herefter sælges til andre andelshavere på den interne venteliste eller andre personer på den eksterne venteliste.

Når man køber en lejlighed via den interne venteliste, har man ikke ret til selv at anvise en køber til lejligheden.

Som andelshaver må man kun eje en andel, og når man har købt en lejlighed via den interne venteliste, har man pligt til inden for rimelig tid at sætte den gamle lejlighed til salg.

Det er i orden, at man har to andele i en overgangsperiode, f.eks. fordi man skal bruge nogen tid til at sætte den nye lejlighed i stand. Der skal måske også bruges nogen tid til at ordne den gamle lejlighed, før den er salgsklar.

Der kan således ikke sige noget helt præcist om, hvor længe man teoretisk kan beholde den gamle lejlighed, før den skal tilbydes andre på intern eller ekstern venteliste. Normalt vil man maksimalt have to måneder til at istandsætte ny lejlighed og en måned til at få mangler i gammel lejlighed ordnet. Tre måneder er derfor som udgangspunkt maksimal periode, hvor man kan eje to andele.

 

Kan jeg spare noget ved at få min bank til at afregne i overensstemmelse med AB-Bogen?

Muligvis. Spørg din bank, om de er billigere end os (-:
Hvis du vælger, at få din bank til at klare ekspeditionern, skal din bank blot underskrive  garanti-for-korrekt-afregning.
Bankgarantien skal sendes til os og være os i hænde senest 5 hverdage efter overtagelsesdagen, men naturligvis gerne før, f.eks. umiddelbart efter at du har underskrevet overdragelsesaftale.
Har vi ikke en bankgaranti fra din bank senest 5 hverdage efter overtagelsesdagen, afregner vi, og du debiteres det i overdragelsesaftalen oplyste gebyr. Modtager vi bankgarantien rettidigt sender vi besked om evt. over for os anmeldte transporter til banken og udbetaler hele provenuet til den konto, som din bank har oplyst, og de har herefter ansvaret for at udbetale korrekt til pant- og udlægshavere, tranporthavere og dernæst dig.

Hvornår skal forslag og beretning offentliggøres?

En af andelshavernes vigtigste rettigheder er retten til at stille forslag til afstemning på ordinær generalforsamling.
Der skal være rimelig tid for bestyrelse og administration til at forholde sig til forslagene, herunder beslutte rækkefølge. Andelshaver har derfor pligt til at sende forslagene til bestyrelsen senest 8 dage før generalforsamlingen.
Forslag skal offentliggøres i indkaldelsen til generalforsamlingen eller senest 4 dage før. Offentliggørelse kan ske ved opslag.
Bestyrelsens beretning skal offentliggøres senest på generalforsamlingen ved mundtlig fremlæggelse. Hvis beretningen er offentliggjort på forhånd, således at andelshaverne har haft mulighed for at læse denne, kan beretningen behandles af generalforsamlingen, uden at det er nødvendigt med en mundtlig fremlæggelse ord for ord.

Hvordan er det, man stemmer via fuldmagt?

Hvis man ikke kan møde, skal man give en anden, der er berettiget hertil i h.t. vedtægterne, fuldmagt til at stemme på ens vegne.

Dirigenten skal ikke kontrollere, at fuldmægtigen stemmer på den måde, som fuldmagtsgiveren har meddelt.
Der kan af bestyrelsen / administrationen laves en fuldmagt, hvor den der får fuldmagten har vejledning om, hvordan fuldmagten skal anvendes, men om det sker, er et samvittighedsspørgsmål.
Der kan komme ændringsforslag, og i så fald kan det være vanskeligt at vide, hvad fuldmagtsgiver ville stemme. Her må fuldmægtigen bruge sin intuition.