EGEMAR & CLAUSEN > Uncategorized > Ny bekendtgørelse med krav om øget oplysningspligt ved salg af andelsboliger.

Ny bekendtgørelse med krav om øget oplysningspligt ved salg af andelsboliger.

Den 1. januar trådte en ny bekendtgørelse i kraft.

Bekendtgørelsen og skemaerne kan læses via Retsinformation.dk

Bekendtgørelsen fastslår, at sælger skal udlevere særlige Nøgleoplysningsskemaer til køberen ved salg af en andelsbolig, såfremt købsaftalen indgås på et tidspunkt, hvor der foreligger et godkendt regnskab vedrørende det regnskabsår, der begynder den 1. januar 2013 eller senere.

Reglerne har allerede nu praktisk betydning for foreningerne, idet der ved udarbejdelsen af foreningens regnskab skal tages hensyn til de ny regler. De fleste revisorer vil formentlig beregnesig et ekstrahonorar for denne opgave.

Nøgleoplysningsskemaer kommer til at indeholde mange forskellige og detaljerede oplysninger om foreningen og dennes økonomi samt stamdata vedr. andelsboligen, herunder opgørelse af maksimalprisen. Ifølge den nye bekendtgørelse skal der udleveres ét skema vedr. andelsboligforeningen og ét vedr. andelsboligen, samt en erklæring fra foreningen om evt. ændringer.

Skemaerne vedrørende de enkelte andelsboliger vil som hovedregel blive udarbejdet af administrator og omkostningerne vil være en del af det gebyr, der debiteres sælger ved salg af en andelsbolig.

Skemaet vedrørende foreningen vil ligeledes blive udarbejdet af administrator, og dette skema kan genanvendes ved salg af en anden andelsbolig, så længe der ikke er godkendt nyt regnskab i mellemtiden. Såfremt der er sket væsentlige ændringer i skemaets finansielle nøgleoplysninger på udleveringstidspunktet, skal foreningen desuden udfylde og udlevere en erklæring herom.

Skemaet vedrørende foreningen skal udarbejdes ved, at foreningerne indberetter nøgleoplysningerne til et internetbaseret nøgleoplysningssystem (administreret af Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter). Dette system er endnu ikke færdigt, men forventes færdigt i løbet af foråret 2014. Eftersom der er tale om et større it-system, hvor flere forskellige aktører er involveret (banker, realkreditinstitutter, administratorer, revisorer osv.), og da andelsboligforeningerne og administratorerne skal lære dette system at kende, kan der opstå visse opstartsproblemer, og man kan derfor risikere, at skemaerne ikke er klar til at blive udleveret i alle de handler, hvor det ellers er et krav ifølge bekendtgørelsen.